| Chapter 11 |
1 |
Så tog Na`amatiten Zofar til Orde og sagde:
|
2 |
"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
|
3 |
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
|
4 |
Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
|
5 |
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
|
6 |
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
|
7 |
Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
|
8 |
Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?
|
9 |
Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
|
10 |
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
|
11 |
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
|
12 |
så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
|
13 |
Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
|
14 |
hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
|
16 |
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
|
17 |
dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
|
18 |
Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
|
19 |
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
|
20 |
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
|