| Chapter 14 |
1 |
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
|
2 |
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
|
3 |
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
|
4 |
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
|
5 |
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
|
6 |
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
|
7 |
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
|
8 |
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
|
9 |
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
|
10 |
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
|
11 |
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
|
12 |
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
|
13 |
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
|
14 |
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
|
15 |
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
|
16 |
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
|
17 |
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
|
18 |
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
|
19 |
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
|
20 |
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
|
21 |
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
|
22 |
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
|
28 |
Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
|