| Chapter 21 |
1 |
Så tog Job til Orde og svarede:
|
2 |
"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
|
3 |
Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
|
4 |
Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
|
5 |
Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
|
6 |
Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
|
7 |
De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
|
8 |
Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
|
9 |
deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
|
10 |
ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
|
11 |
de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;
|
12 |
de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
|
13 |
de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
|
14 |
skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
|
15 |
Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"
|
16 |
Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
|
17 |
Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,
|
18 |
så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
|
19 |
Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,
|
20 |
lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
|
21 |
Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?
|
22 |
Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
|
23 |
En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
|
24 |
hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
|
25 |
med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
|
26 |
de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
|
27 |
Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
|
28 |
når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"
|
29 |
Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
|
30 |
Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
|
31 |
Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
|
32 |
Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
|
33 |
i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
|
34 |
Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!
|