| Chapter 30 |
1 |
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
|
2 |
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
|
3 |
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
|
4 |
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
|
5 |
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
|
6 |
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
|
7 |
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
|
8 |
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
|
9 |
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
|
10 |
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
|
11 |
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
|
12 |
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
|
13 |
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
|
14 |
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
|
15 |
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
|
16 |
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
|
17 |
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
|
18 |
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
|
19 |
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
|
20 |
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
|
21 |
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
|
22 |
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
|
23 |
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
|
24 |
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
|
25 |
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
|
26 |
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
|
27 |
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
|
28 |
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
|
29 |
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
|
30 |
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
|
31 |
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
|